
Året 2024 i Klan Klassik
I 2024 kunne spejderarbejdet i Klan Klassik virkelig tage fart. Året startede ud med Nytårstaffel med Antvorskov Division, hvor Klan Klassik selvfølgelig mødte talstærkt op. Klan Klassiks vintertur og rådsmøde i Kobæk hytten kom senere på vinteren, og klanens medlemmer kunne hygge sig med god mad, Kyndelmisse i Sorø og DDS’ eget brætspil, Hejk.
Sidste weekend i februar var der Klan Klassik Løbet – denne gang med omdrejningspunkt i Gørlev. Highlights fra løbet var svejsede fuglehuse, hjemmelavede kompasser og en våd aftensmadspost. En god weekend med fornuftigt vejr og glade deltagere.
I marts måned fejrede vi Klan Klassiks 5-års fødselsdag – med et lille stjerneløb på Niløse, “Klan Klassik gennem tiden”, hygge ved bålet og en god gammeldags kagemand.
Henover foråret og sommeren mødtes vi en del gange til blandt andet Beredskabsdagen i Sorø kommune, sommerafslutning, divisionsrådsmøde og i september var vi på Åben Lejr på Spejd Niløse sammen med resten af divisionen. Vi fik her blandt andet lov til at lave aktiviteter for seniorerne, der fik testet vores nye Klan Klassik brætspil, som vi håber at kunne bruge mere fremadrettet.
I november måned var Klan Klassik og gæster fra divisionen på sheltertur ved Brorfelde Observatoriet, hvor vi havde booket deres fine “skyshelters”. En meget kold, skyfri weekend, hvor vi var på aktiviteter i området, rundvisning i en af bygningerne (vi fik endda lov til at styre deres store teleskop) og fik lavet noget god mad. Vi fik også testet et (for os) nyt koncept; natmad bestående af franskbrød, røget ørred og rævesovs, og det var til stor succes. Mon det skal med på næste weekendtur?
I 2024 er der desuden blevet bidraget med hjælp i divisionen, blandt andet med tømningen af og flytning af en shelter fra Ruds Vedby hytten, der desværre var nødt til at lukke. Desuden har vi ansøgt om og fået et skur af Sorø kommune, der skal stå på Spejd Niløse (et projekt i 2025) og fungere som opbevaringsrum for alt vores grej.