
Året 2023 i Klan Klassik
Endnu en gang har Klan Klassik haft et år fyldt med fede arrangementer og høj aktivitet.
Vi deltog i divisionens nytårstaffel og tænkedag hos Stenlille-spejderne samt hjalp som postmandskab ved Mohrondoløbet i Vemmelev, Nathejk og Ib’s Rejser i Sorø. Derudover afholdt vi vores egne arrangementer, herunder en vintertur, påskedage på Niløse, månedlige spejdermøder og en hyggelig juleafslutning.
For anden gang afholdt vi "Klan Klassik Løbet", et spejderløb for spejdere fra 12 år og opefter. I år blev det afholdt i Skælskør, hvor højdepunkterne inkluderede en klatre-madpost, hjemmelavede kodeflag og kortholdere samt Klan Klassiks splinternye morsemaskine. På trods af den bidende februarkulde var humøret højt, og løbet var en stor succes.
Årets sommerlejr gik til Færøerne. 11 Klan Klassik-spejdere drog af sted på en anderledes spejderlejr. For at opleve så meget som muligt lejede vi tre biler og kørte op og ned ad bjergene, hvor vi prøvede kræfter med kanosejlads, klatring, vandring og færøsk kultur. Vi var også så heldige at opleve Færøernes nationaldag, Ólavsøka, hvor vi nød god mad, kapsejlads og en fantastisk stemning i gaderne i Tórshavn. Sommerlejren bekræftede endnu en gang, hvad Klan Klassik handler om: fællesskab og uforglemmelige oplevelser.